Forside > Sightseeing > Shinjuku – Hvad skal man se?

Shinjuku – Hvad skal man se?

Skrevet af:

Shinjuku Japan
INDHOLD
Vil du på eventyr til Japan?
Hør mere på vores online infomøder og bliv klogere på din rejse til Japan!

Neonskilte så langt øjet rækker, menneskemylder døgnet rundt og et byliv, der aldrig helt slukker. Shinjuku er Tokyo på steroider.

Det er umuligt at dække alt, området har at byde på, men vi har gjort forsøget alligevel. Derfor får du i denne guide et solidt overblik over de bedste oplevelser i Shinjuku, uanset om du er til natteliv, natur eller kultur.

Shinjuku Station – verdens travleste togstation

Shinjuku station

Kommer du til bydelen med tog, er Shinjuku Station det første stop på vejen. En togstation er i sig selv ikke normalt noget at rive sig op over, men stationen har titlen som den travleste togstation i verden. Hver dag kommer der omkring 3.6 millioner (!) rejsende ud eller ind gennem de mere end 200 indgange som stationen rummer. Så for guds skyld: lad være med at komme i myldretiderne mellem 6-9 og 15-18.

💡 Tip: Brug Google Maps når du skal rundt med tog. Rutevejledningen fortæller dig også hvilken udgang du skal gå efter, når du eksempelvis ankommer til en enorm station som Shinjuku.

Kabukicho – Tokyos vilde side

Kabukicho

Træder du op fra undergrunden i Kabukicho, er du ikke i tvivl om, at du er endt midt i Shinjukus mest berømte og berygtede område.

Kabukicho er kendt som Tokyos red light district, men byder heldigvis på meget forskelligt uanset hvad man er til. Her finder du temabarer, små restauranter, karaokesteder, maid-caféer og de karakteristiske love hotels.

Sæt dig ind på en af de små izakayaer, bestil en øl og noget mad, og lad stemningen gøre arbejdet. Det er ofte her, de bedste samtaler opstår, når man kan snakke direkte med kokken bag de sydende pander.

‼️ OBS: Undgå steder, hvor ansatte aggressivt prøver at lokke dig ind fra gaden. Priserne er ofte markant højere end forventet. Som tommelfingerregel skal du ikke gå med nogen, der vil have dig med ind et sted.

Shinjuku Gyoen – et grønt åndehul

Når storbytempoet bliver for intenst, er Shinjuku Gyoen det perfekte sted at trække vejret.

Den tidligere kejserlige have ligger kun få minutters gang fra stationen, men føles som en helt anden verden. Haven kombinerer japansk, engelsk og fransk havestil og er især populær under sakura-sæsonen i marts–april.

📍Lokation: 11 Naitomachi, Shinjuku City, Tokyo 160-0014

🕑 Åbningstider: Kl. 09:00 til 16:00 eller 18:00 (Varierer afhængigt af sæson)

💵 Indgangspris: Ca. 500 ¥

Omoide Yokocho - Memory Lane

Omoide yokocho - memory lane

Hvis du vil opleve et stykke old school Tokyo midt i Shinjuku, så er Omoide Yokocho et absolut must.

Navnet betyder direkte oversat “Memory Lane”, og området lever i høj grad op til det. Smalle gyder, slidte facader, papirlanterner og røg fra yakitori-grillene skaber en stemning, der føles som et tilbageblik til efterkrigstidens Tokyo.

Omoide Yokocho ligger lige vest for Shinjuku Station og er fyldt med bittesmå barer og spisesteder – ofte med plads til 6–8 gæster ad gangen. Menuerne er simple: grillede kyllingespyd, nudler, øl og sake. Til gengæld er atmosfæren i top.

💡 Tip: Kom om aftenen, gerne efter solnedgang. Det er her, området virkelig kommer til live, når kontorfolk og lokale mødes skulder ved skulder over mad og drikke.

Golden Gai – små barer med fantastisk stemning

Et stenkast fra Kabukichos blinkende neonskilte ligger Golden Gai, og kontrasten føles enorm. Hvor Kabukicho er højt tempo og store armbevægelser, er Golden Gai lavmælt, tæt og personlig.

Området består af et netværk af ekstremt smalle gyder med barer, hvor der ofte kun er plads til 5–10 gæster ad gangen. Det skaber en helt særlig atmosfære, hvor fremmede falder i snak, og bartenderen hurtigt lærer dit navn at kende.

Golden Gai har i årtier været et samlingspunkt for kunstnere, forfattere og lokale stamgæster, og mange barer har deres helt eget tema eller særpræg med alt fra jazz og punk til film og litteratur.

💡 Tip: Kom i en lille gruppe (2–4 personer). Og vær ikke bange for at sætte dig et sted, der ser lukket ud – mange barer åbner først, når der kommer gæster.

Skyscraper District – Shinjuku set fra oven

Vest for stationen ændrer Shinjuku karakter. Det er her, Shinjukus forretningsdistrikt ligger og er et område, der viser Tokyos mere professionelle og futuristiske side.

Midt i det hele finder du Tokyo Metropolitan Government Building, som er en af de bedste – og mest oversete – udsigtsoplevelser i byen. Bygningen fungerer som regeringsbygning for Tokyo Metropolis, men er samtidig åben for offentligheden.

Bygningen har to observationstårne i ca. 200 meters højde:

  • Sydtårnet giver den bedste udsigt ind over byen med skyskrabere, togspor og Tokyos enorme udstrækning så langt øjet rækker.

  • Nordtårnet vender mod vest og byder på udsigt mod Mount Fuji på klare dage – særligt imponerende omkring solnedgang.

Det er en oplagt mulighed for at få et overblik over Tokyo, især hvis du ikke vil betale for dyre observation decks som Tokyo Tower eller Skytree.

📍Lokation: 2 Chome-8-1 Nishishinjuku, Shinjuku City, Tokyo 163-8001

🕑 Åbningstider: Kl. 09:30 til 17:00 eller 21:30 (Varierer afhængigt af hvilket tårn du vælger)

💵 Indgangspris: Gratis

Klar til at udforske Japan? ✈️

Vores skarpe team sidder klar til at hjælpe! Book en gratis online konsultation over Google Meet, hvor du kan få hjælp til at få planlagt præcis den tur du drømmer om.

Brug for hjælp?

Vores hold sidder altid klar til at hjælpe med de spørgsmål, som du kunne ske at have i forhold til din rejse. Send os en besked nedenfor og så vender vi tilbage hurtigst muligt!