Forside > Rejseguide Japan > 11 ting du skal opleve i Kyoto

De 11 ting du skal opleve i Kyoto: Din guide til den gamle kejserby

Skrevet af:

11 ting at se i kyoto
INDHOLD
Vil du på eventyr til Japan?
Hør mere på vores online infomøder og bliv klogere på din rejse til Japan!

Kyoto er Japans gamle hovedstad og bliver af mange anset som Japans hjerte – et sted, hvor templer dukker op bag de fleste gadehjørner og hvor du får tradition og kultur for alle pengene.

I en by med så meget at byde på, kan det virke uoverskueligt at vælge, hvad man skal opleve – Men bare rolig: Her på siden har jeg samlet mine 11 bedste anbefalinger af oplevelser fra Kyoto. Det er både de store highlights samt nogle mere stille steder, hvor turisterne sjældent kigger forbi, så der er noget for enhver smag.

Mangler du andet inspiration til fede oplevelser undervejs på din tur, sidder vi altid klar til at hjælpe, når du rejser med os. Du kan også læse vores rejseguide til Japan, der dækker alt du skal vide for at forberede din rejse til Japan.

God læselyst og god tur til en af verdens fedeste byer!

Asset 51 (1)

Få inspiration til din rejse 🎋

Tjek os ud på Instagram og TikTok, så du kan få inspiration til, hvordan en rejse til fantastiske Japan ser ud for vores rejsende!

1. Fushimi Inari Taisha

Ting at se i Kyoto - Fushimi inari

Hvis du kun har tid til ét tempel i Kyoto, så for guds skyld lad det være Fushimi Inari. Det er en af de mest ikoniske oplevelser i hele Japan og med god grund. Her snor stier sig op ad bjerget gennem tusindvis af orange torii-porte, som står så tæt, at gåturen i sig selv er hele oplevelsen.

De fleste stopper efter det første stykke, men jeg vil anbefale at du tager den fulde tur til toppen af bjerget. Undervejs bliver stierne mindre turistede, og udsigten over Kyoto mellem træerne er det hele værd. Det tager omkring to timer op og ned, og det er en fantastisk måde at starte dagen på, mens byen langsomt vågner.

❗️OBS: Hvis det er muligt kan du undgå en del af turistmængden ved at besøge templet tidligt. Før kl. 8 om morgenen på en hverdag kan give dig mere plads og tid til at tage gode billeder. 

📍Lokation: 68 Fukakusa Yabunouchicho, Fushimi Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Ingen lukketid (Butikker på ruten er åbne fra 9 til 17)

💵 Indgangspris: Gratis!

2. Kiyomizu-Dera

Ting at se i Kyoto - Kiyomizu Dera

Da de 7 nye verdensvidundere skulle kåres var Kiyomizu-Dera blandt de 21 finalister. Og det er ikke svært at se hvorfor. 

Templet ligger dramatisk placeret på en bjergskråning med en stor træterrasse, der stikker ud over skoven og dermed med en magisk udsigt til Kyoto. Jeg vil anbefale at komme omkring solnedgang (eller solopgang til de morgenfriske), da lyset her falder helt ekstraordinært smukt på templet og på byen.

Navnet “Kiyomizu” betyder “rent vand”, og du kan stadig drikke fra Otowa-vandfaldet nederst i tempelområdet. Vandet siges at bringe held, kærlighed eller lang levetid, alt efter hvilken af de tre strømme du vælger – men det anses som grådigt at drikke fra alle tre.

📍Lokation: 1 Chome-294 Kiyomizu, Higashiyama Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Kl. 06:00 til 18:00 (Kan variere afhængigt af sæson)

💵 Indgangspris: 400 ¥ for voksne, 200 ¥ for børn og studerende

3. Kinkakuji - Det gyldne tempel

Ting at se i Kyoto - Kinkakuji

Et gyldent pavillon-tempel midt i en spejlblank sø, omgivet af grantræer og perfekt trimmede buske. Det ligner noget fra et eventyr. Af denne grund er dette tempel også optaget på UNESCOS world heritage list.

Selvom du ikke kan komme ind i selve templet, er gåturen rundt om søen og gennem de omkringliggende haver en fantastisk oplevelse i sig selv. Templet er særligt populært i efteråret, hvor bladenes rødbrune farver lægger en flot kulisse for det gyldne tempel. 

Templet har en fascinerende historie med både ødelæggelser og genopbygninger. Den nuværende struktur er fra 1955, men bygger videre på originalen fra 1300-tallet – og facaden er rigtigt nok dækket af ægte bladguld.

📍Lokation: 1 Kinkakujicho, Kita Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Kl. 09:00 til 17:00

💵 Indgangspris: 500 ¥ for voksne, 300 ¥ for børn og studerende

4. Nijo slotsområdet

Midt i det moderne Kyoto ligger Nijo-slottet. Slotsområdet er et levende stykke japansk historie fra dengang, shogunerne styrede Japan. De store og sirligt udskårne træporte byder dig indenfor i (endnu) en af Kyotos vilde seværdigheder. 

Området er stort, men hvis du er presset på tid må du under ingen omstændigheder skynde dig igennem eller helt forbigå Ninomaru-paladset. I dette palads bød den gamle shogun gæster velkommen til ceremonier og havde selv residens i bygningen, når han var i Kyoto på besøg. 

Hvis du lytter godt efter, knirker gulvene under dig – og ikke bare fordi de er gamle. De såkaldte “nattergalegulve” blev designet til at afsløre ubudne gæster med deres karakteristiske, fuglelignende knirkelyde.

📍Lokation: 541 Nijojocho, Nakagyo Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Kl. 08:45 til 16:00 (Sidste udgang 17.00)

💵 Indgangspris: 1300 ¥ (Inkl. Ninomaru palads), 400 ¥ for børn og studerende

Vil du opleve kulturen i Kyoto helt tæt på? ⛩️

Så tjek vores rejsepakker ud og se, hvordan du kan opleve fantastiske Japan på en drømmerejse helt tæt på kulturen! 

5. Gion-området og Sannenzaka

Gion er Kyotos mest berømte geisha-distrikt. Træfacader, flotte lanterner og, med lidt held, et glimt af en ægte geisha på vej til en aftenoptræden.

Lige ved siden af Gion ligger Sannenzaka og Ninenzaka – to traditionelle og charmerende gader fyldt med små butikker, håndlavet keramik, japanske snacks og hyggelige caféer. I toppen af gaderne ligger Yasaka pagoden som markerer enden af det traditionelle område. 

Området kan godt være pakket, når vejret er godt og turistsæsonen er igang. Vær tålmodig og nyd gåturen på trods af de til tider hektiske turistgrupper.

❗️OBS: Husk at vise respekt over for geishaerne. Lad være med at følge efter geishaerne eller tage billeder uden tilladelse. Enkelte områder er i forvejen blevet lukket ned grundet anmassende turister. 

📍Lokation: 2 Chome-211 Kiyomizu, Higashiyama Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Butikkerne er åbne omkring kl. 10:00 til 17:00

💵 Indgangspris: Gratis

6. Arashiyama og bambusskoven

Arashiyama er det sted, du skal tage hen, hvis du trænger til lidt natur og grøn magi. Hele området er vidunderligt at gå på opdagelse i, men er særligt kendt for bambusskoven. Bambusskoven er uden tvivl en turistfælde. Det betyder dog ikke, at den ikke er værd at opleve. Tværtimod. Hvis du kommer tidligt nok, før folk og kameraer for alvor vågner er gåturen gennem skoven helt magisk. 

Længere oppe af stien finder du et lille åndehul for turisme: Ōkōchi Sansō. Det er en gammel villa med en af de smukkeste haver, jeg personligt har set i Japan. Her er næsten ingen mennesker, og du kan slentre ad små stier gennem landskabshaver, bambus og udsigtspunkter, der kigger ud over hele byen og bjergene omkring.

💡Tip: Jeg har selv lejet cykler et par gange for at se området. De tæt befærdede områder som bambusskoven kan man ikke cykle igennem, men resten af området omkring floden byder på en rigtig flot cykeltur.

📍Lokation: Sagaogurayama Tabuchiyamacho, Ukyo Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Ingen lukketider. Templerne i området lukker dog almindeligvis omkring kl. 17.00

💵 Indgangspris: Gratis

7. Nishiki Marked og Pontocho

Ting at se i Kyoto - Nishiki

Hvis Kyoto havde en mave, ville det være Nishiki Market. Den smalle overdækkede gade er fyldt med boder og lokale specialiteter. Her finder du alt fra frisklavet tamagoyaki (sød japansk omelet), matcha-ristede kastanjer eller stegte blæksprutter på pind til de helt modige.

Når mørket falder på, kan du bevæge dig over mod Pontocho – en stemningsfuld gyde langs floden, hvor lanternerne lyser op og små restauranter gemmer sig bag trædøre og gardiner. Det er et af de bedste steder i Kyoto at spise middag. Her kan du finde alt fra izakaya-hygge til fine kaiseki-retter, og om sommeren sidder man på terrasser ud over vandet.

💡Tip: De mest populære restauranter på Pontocho kan kræve reservation. Hvis du har udset dig en bestemt restaurant, så tjek lige om du kan booke bord på forhånd. 

📍Lokation: Nakagyo Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Nishiki marked er cirka åbent mellem kl. 10:00 til 18:00 (Afhænger af den enkelte butik)

💵 Indgangspris: Gratis

8. Prøv en teceremoni

I Kyoto har du muligheden for at opleve en ægte matcha-ceremoni i et traditionelt te-hus. Sjovt nok tager japanerne selv ikke meget til teceremoni, men hvis du spørger mig er det en af de mest interessante kulturelle oplevelser jeg har prøvet i Japan. 

Mange steder tilbyder korte introduktioner til ceremonien, så du ikke behøver kende reglerne på forhånd. Nogle steder kan du også selv prøve at piske teen op med bambuspisker, hvilket er overraskende meditativt i sig selv.

Jeg vil personligt anbefale Kyoto Maikoya. Her kan du også leje kimonoer til din teceremoni og få taget flotte billeder. De har forskellige lokationer men særligt deres tehus i Gion-distriktet synes jeg er særligt. 

📍Lokation: Matsubaradori, Yamato-oji, Higashi-iru, 100 Rokurocho, Higashiyama Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Kl. 09:00 til 18:30 (Kræver reservation på forhånd)

💵 Indgangspris: Fra 7.500 ¥

9. En gåtur på Philosopher's Path

Ting at se i Tokyo - Philosophers path

Hvis du trænger til at trække vejret, så tag en tur ad Philosopher’s Path. Det er en fredelig sti, der følger en lille kanal omgivet af kirsebærtræer, små broer og hyggelige baggårdscaféer. Især i foråret er det et af de smukkeste steder i Kyoto, men stien er stemningsfuld året rundt.

Navnet stammer fra en berømt japansk filosof, der efter sigende gik her dagligt for at tænke. Og der er også noget næsten meditativt over at mærke stemningen på stien.

Et af højdepunkterne langs stien er Honen-in, et lille tempel, som mange overser. Det ligger lidt tilbagetrukket og gemmer sig bag en mosbegroet trappe og en port, der ligner noget fra en japansk roman. Inde i tempelgården hersker der en nærmest fortryllet stilhed, og de enkle stensætninger og mønstre i sandet ændres løbende.

Her er ingen billet, ingen menneskemængder, ingen BS – bare ro.

📍Lokation: Tetsugaku No Michi, Sakyo Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Stien er åben i 24 timer, men templet har åbent mellem 06:00 til 16:00

💵 Indgangspris: Gratis

10. Skjulte templer: Otagi Nenbutsu-ji og Tenjuan

Ting at se i Kyoto - Otagi nenbutsu-ji

Kyoto er fuld af store, kendte templer, men det kan også blive trættende at kæmpe sig igennem store menneskemængder. Otagi Nenbutsu-ji og Tenjuan er to fantastiske templer, som ikke er på radaren for mange rejsende, men bestemt stadig er et besøg værd.

Otagi Nenbutsu-ji ligger i Arashiyama – lidt væk fra de gængse ruter. Her står over 1.000 små mosbeklædte stenfigurer spredt ud i naturen. Som revet ud af en Studio Ghibli-historie er der virkelig en særlig stemning, når man kan få templet for sig selv.

Tenjuan er noget helt andet – og ligger som en rolig lillebror ved siden af det populære Nanzen-ji. Mange besøger hovedtemplet og går videre uden at opdage Tenjuan. Men de, der drejer ind, bliver mødt af en fantastisk zenhave, stille damme og en mindre bambussti.

📍Lokation for Otagi Nenbutsu-ji: 2-5 Sagatoriimoto Fukatanicho, Ukyo Ward, Kyoto

📍Lokation for Tenjuan-ji: Nanzenji Fukuchicho, 86−8, Sakyo Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Otagi Nenbutsu-ji 09:00 til 16:15, Tenjuan-ji 09:00 til 16:30

💵 Indgangspris: Otagi Nenbutsu-ji 300 ¥, Tenjuan-ji 500 ¥

11. Gekkeikan Okura Museum

Ting at se i Kyoto - Gekkeikan Okura Museum

Du kan ikke besøge Kyoto uden at stifte bekendtskab med sake – Japans klassiske risvin, som har været en del af kulturen i over tusind år. Hvis du vil lære mere (og smage undervejs), så tag en tur til Gekkeikan Okura Sake Museum i Fushimi-området, lidt syd for centrum.

Området er kendt for sit rene vand og har været hjemsted for sakebryggerier i generationer. Gekkeikan er en af de ældste producenter i Japan, og deres museum ligger i et charmerende gammelt lagerhus, hvor du kan dufte træet og fornemme håndværket, der ligger bag hver eneste flaske.

📍Lokation: 247 Minamihamacho, Fushimi Ward, Kyoto

🕑 Åbningstider: Kl. 09:30 til 16:30

💵 Indgangspris: 600 ¥

FAQ om ting at se i Kyoto

Forår (marts–april) og efterår (oktober–november) er de smukkeste tidspunkter med henholdsvis kirsebærblomster og røde efterårsblade.

Minimum 2–3 dage giver dig tid til både de store seværdigheder og de mere skjulte oplevelser – men du kan sagtens bruge en hel uge.

Tokyo er moderne, hurtigt og pulserende – Kyoto er mere traditionel, rolig og fuld af historie og natur. De komplementerer hinanden supergodt, hvis man når begge på en rundrejse.

Ja. Busser, metro og tog dækker byen godt – men det kan være en fordel at planlægge ruten hjemmefra, da systemet kan virke uoverskueligt, hvis det er første gang du skal ud på egen hånd. 

Klar til at udforske Japan? ✈️

Vores skarpe team sidder klar til at hjælpe! Book en gratis online konsultation over Google Meet, hvor du kan få hjælp til at få planlagt præcis den tur du drømmer om.

Brug for hjælp?

Vores hold sidder altid klar til at hjælpe med de spørgsmål, som du kunne ske at have i forhold til din rejse. Send os en besked nedenfor og så vender vi tilbage hurtigst muligt!