Hvad er working holiday?
Et Working Holiday visum giver dig en unik mulighed for at kombinere rejser og arbejde i udlandet. Visaet giver dig tilladelse til at opholde dig i et land i op til et år og have et arbejde. Hvis du drømmer om at opleve en ny kultur, udforske spændende destinationer og samtidig tjene penge undervejs, kan et Working Holiday visum være den perfekte løsning.
Hvem kan ansøge om et Working Holiday-visum?
For at kunne ansøge om et Working Holiday-visum er der en række berettigelseskrav, du skal opfylde. Disse krav varierer fra land til land, men her er de generelle betingelser for et Working Holiday-visum for danske statsborgere:
- Du skal være i besiddelse af et gyldigt pas.
- Du skal være mellem 18-30 år gammel (Australien og Canada tager imod ansøgere helt op til 35 år).
- Du skal være dansk statsborger med ophold i Danmark på tidspunktet for ansøgningen om det nævnte visum.
- Du skal have en rejseforsikring, der dækker udgifter til evt. opstået sygdom i hele perioden, du opholder dig i landet.
- Du skal have et minimumsbeløb på din bankkonto, der sikrer, at du kan forsørge dig selv under dit ophold (læs om det præcise beløb for de forskellige destinationer nedenfor).
- Du skal kunne fremvise tur-retur flybilletter og/eller have nok penge til en returbillet (ca. 10.000 DKK – dette vil være ud over minimumsbeløbet, du skal have på kontoen).
- Du må ikke have haft et Working Holiday-visum før på den valgte destination.
- Du skal kunne fremvise en ren straffeattest.
- Du skal være selvstændig og ikke afhængig af en ledsager – medmindre denne ledsager selv er i besiddelse af det nævnte visum.
Hvor kan jeg ansøge?
Ifølge udenrigsministeriets bekendtgørelse om betaling til udenrigstjenester (PDF) har Danmark Working Holiday-aftaler med følgende lande:
Ønsker du et Working Holiday-visum, skal du betale forskellige gebyrer for blandt andet behandling af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse. Dog er ansøgninger under Working Holiday-aftalen mellem Danmark og Japan fritaget for ansøgningsgebyrer.
Japan
Dette skal du være opmærksom på når du søger:
I modsætning til andre Working Holiday-aftaler er aftalen mellem Danmark og Japan mindre kompliceret og har ingen afgifter eller gebyrer under ansøgningsprocessen. For danske statsborgere skal du som minimum have 11.000 danske kroner på kontoen og en returbillet. Har du ikke en returbillet, skal du have mindst 22.000 danske kroner på kontoen.
Som eksperter i Working Holiday til Japan har vi haft mange rejsende afsted på lige netop dette visum. Du kan læse nærmere her om en working holiday til Japan eller booke en samtale hos os, hvis du kunne tænke dig at tage afsted uden at skulle bekymre dig om alle formaliteterne, der hører med til at søge om visummet, finde et sted at bo og et arbejde.
Australien
Dette skal du være opmærksom på når du søger:
Når du som dansk statsborger søger om et Working Holiday-visum (Subclass 417) til Australien, kræver de australske myndigheder, at du har minimum 23.050 DKK på din konto som dokumentation for, at du kan forsørge dig selv ved ankomsten.
Selve ansøgningsgebyret er omkring 2.930 DKK.
Du kan læse mere om visummet og, hvordan du ansøger hos Australiens Indenrigsministerium.
Argentina
Dette skal du være opmærksom på når du søger:
For at søge et Working Holiday-visum til Argentina som dansk statsborger skal du sikre dig, at du opfylder en række krav.
Du skal kunne dokumentere:
- At du har mindst 18.643 DKK til rådighed på din bankkonto – dette er for at sikre, at du kan forsørge dig selv i starten af dit ophold. Derudover er der et gebyr på omkring 1.200 DKK, som skal betales i forbindelse med ansøgningen.
- En gyldig ulykkesforsikring, som også dækker specifikke nødsituationer. Forsikringen skal inkludere hjemtransport i tilfælde af alvorlig sygdom, ulykke eller dødsfald.
Selve ansøgningsgebyret er omkring 1.200 DKK.
Du kan læse mere om visummet og, hvordan du ansøger hos Argentinas Udenrigsministerium.
Canada
Dette skal du være opmærksom på når du søger:
For at få et Working Holiday-visum til Canada skal du deltage i det officielle lodtrækningssystem, International Experience Canada (IEC). Hvert år tildeles der 125.000 visa under IEC, fordelt på tre forskellige kategorier og 36 lande – heriblandt Danmark. Dette betyder, at en ansøgning ikke garanterer et visum, da lodtrækningssystemet afgør, hvem der får adgang. Du kan dog ansøge flere gange, hvis du ikke får tildelt et visum.
Når du søger, skal du kunne dokumentere, at du har minimum 12.700 DKK på din konto. Før afrejse skal du også have enten en returbillet eller kunne bevise, at du har midler til at købe en billet ud af Canada ved opholdets afslutning (ca. 10.000 DKK).
Der er også flere gebyrer forbundet med visumansøgningen:
- IEC-gebyr: 860 DKK
- Biometrigebyr: 430 DKK (for registrering af fingeraftryk og foto)
- Working Holiday-visumgebyr: 500 DKK
Du kan læse mere om visummet, og hvordan du ansøger hos den Canadiske Regering.
Chile
Dette skal du være opmærksom på når du søger:
Når du søger et Working Holiday-visum til Chile som dansk statsborger, er der flere specifikke krav, du skal opfylde.
For det første skal du kunne dokumentere:
- Din indkvartering i Chile
- En motiveret skriftlig erklæring til konsulatet, hvor du forklarer, hvorfor du ønsker at rejse til Chile
- En kopi af din dåbsattest
- Dokumentation på, at du har minimum 20.720 DKK på din konto for at kunne forsørge dig selv under opholdet
- En lægeundersøgelse
Selve ansøgningsgebyret er omkring 650 DKK.
Du kan læse mere om visummet og hvordan du ansøger hos Chiles Generaldirektorat for Konsulære Anliggender.
Sydkorea
Dette skal du være opmærksom på når du søger:
For at få et Working Holiday-visum til Sydkorea som dansk statsborger skal du være mellem 18 og 34 år.
Derudover er det nødvendigt at fremlægge dokumentation for:
- Din nuværende beskæftigelse i Danmark – hvis du er studerende, skal du indsende bevis for din studiestatus eller eksamensbevis for din højeste akademiske kvalifikation.
- Dokumentation for, at du har minimum 17.000 DKK på din konto for at vise, at du kan forsørge dig selv i de første tre måneder af opholdet.
- Dokumentation for din indkvartering i Sydkorea.
Selve ansøgningsgebyret er omkring 630 DKK.
Du kan læse mere om visummet og hvordan du ansøger hos den Koreanske Ambassade.
❗️OBS: Visummet giver dig kun lov til at arbejde i op til 9 måneder og studere i op til 6 måneder i løbet af dit ophold.
Konklusion
Danmark har working holiday-aftaler med forskellige lande over hele kloden. Dog har hvert land sine egne krav og restriktioner, som eksempelvis minimumsopsparing, forsikringskrav og aldersbegrænsninger, men overordnet set giver ordningen en unik mulighed for både rejse og arbejde i en fleksibel ramme.
Har du planlagt en rejse med et working holiday-visum til Japan, kan du læse vores rejseguide til Japan her og være fuldt forberedt, inden du skal på dit livs rejse!
FAQ om Working Holiday visa
Et working holiday-visum giver dig adgang til at bo og arbejde i landet i op til ét år.
Du skal være mellem 18 og 30 år gammel for at komme på working holiday. Dog tager Sydkorea ansøgere op til 34 år, og Australien og Canada tager ansøgere op til 35 år.
Du kan komme på working holiday i følgende lande: Argentina, Australien, Canada, Chile, Japan, New Zealand og Sydkorea.