Torii Travels

Sightseeing

INSPIRATION TIL DIN REJSE

Når man er bosat i Tokyo er der så mange ting at se inde i byen, som du kan bruge rigelig tid på, når du er afsted. Hvis du på et tidspunkt er blevet træt af at se på højhuse er der bestemt også mange gode udflugter du kan tage til uden for Tokyo. Derfor kommer vi her med fem forslag på dagsudflugter fra Tokyo, du burde tage på mens du er på ophold i Tokyo. Togforbindelserne i Japan gør det nemt at komme til de forskellige destinationer. 

Her har vi fem idéer til dagsudflugter man kan tage på, når man er bosat i Tokyo. Alle destinationer tager under to timer m. tog/bus fra Tokyo.

Nikko Japan

1. Nikko

Beliggende ca. 2 timers transporttid fra Tokyo ligger den smukke by Nikko. Byen og området omkring er et paradis for smuk natur, flotte templer og fantastiske onsens. En tur til Nikko kan både gøres som en god dagstur, hvor man tager tidligt afsted og kommer sent hjem eller til en weekendtur med en eller to overnatninger. Den smukke natur ses både i form af betagende bjerge, sprudlende vandfald og flotte søer. Mellem al den frodige natur er det muligt at finde nogle helt ekstraordinært smukke templer, der gør, at Nikko har sneget sig med på listen. Mange af templerne og helligdommene i og omkring Nikko er af samme grund blevet optaget i UNESCOS verdensarvsliste. Især Toshogu templet stikker ud som en japansk perle der bestemt at værd at se, når du er på rejse til Japan.  

Hvordan kommer man til Nikko? 

Nikko er beliggende ca. 150 km nord for Tokyo. Turen tager omkring 2 timer i tog fra Tokyo og det koster fra 2000 ¥ at komme dertil, afhængigt af, hvilken rute du tager. Afstanden i bus og tog tager ca. samme tid, da der er en næsten direkte rute mellem Nikko og Tokyo. 

 

Forlystelsespark Japan

2. Fuji-Q Highland

Forlystelsesparken Fuji-Q Highland stræber altid efter at forny sig. Af denne grund har parken også haft adskillige verdensrekorder inden for forlystelser. Her kan du finde den 3. hurtigste rutsjebane i verden der til gengæld har verdens hurtigste accelerationshastighed. Niveauet for parken er derfor lidt vildere end rutsjebanerne man finder i danske forlystelsesparker. Forlystelsen Fujiyama, der er opkaldt efter det nærtliggende bjerg af samme navn, var ved åbningen af parken verdens højeste forlystelse og er fortsat fremhævet som en af de bedste seværdigheder i parker verden over. 

Hvordan kommer man til Fuji-Q Highland?

Selve parken er beliggende for foden af Mt. Fuji og passer derfor perfekt til en dagstur fra Tokyo. Der kører en bus fra Tokyo en gang i timen lige til døren ved Fuji-Q Highland uden skift undervejs. 

 

Yokohama - Dagsudflugt fra tokyo

3. Yokohama

Turen til Yokohama er, af dagsudflugterne på denne liste, den som er tættest på Tokyo. Historisk har Yokohama og Tokyo været separate byer, men er i tidens løb vokset sig så store så Yokohama nu af mange anses som en del af Tokyo. Når det er sagt, så har Yokohama meget at byde på som selvstændig destination. Yokohama er indehaver af den enorme japanske have Sankeien Garden. Udover at have både billig entré og værende enormt velholdt er haven også hjem for gamle bygninger af kulturel værdi. Med samme koncept som Den Gamle By i Aarhus bliver bygninger, templer og skulpturer flyttet til haven fra forskellige destinationer i Japan. Her kan man få indblik i forskellige perioder af japansk arkitektur samtidigt med den flotte naturoplevelse i parken.  En anden populær turistdestination er det lokale kopnuddelmuseum, hvor du kan få lov at lave dine egne kopnudler. Yokohama er også indehaver af Japans Chinatown. Her kan du få pekingand og bubble tea i de neonoplyste gader med kinesiske templer og delikatesser. Yokohama er desuden en gammel havneby og har derfor en enormt flot promenade langs kajen. Går man en tur langs havnen fremstår den ekstra flot om aftenen, når de bagvedliggende højhuse oplyser vandet i Tokyobugten.

Hvordan kommer man til Yokohama fra Tokyo?

Fra Tokyo station tager man Keihin-Tohoku-linjen eller Ueno-Tokyo-linjen til Yokohama. Dog grundet, at Yokohama nærmest er en del af Tokyo, er der mange forskellige måder at komme dertil på, afhængig af hvor man bor i Tokyo. Turen tager mellem 20-40 minutter.

 

Kamakura - Dagsudflugter fra tokyo

4. Kamakura

Kamakura er en lille by, der ligger syd for Yokohama. Den primære seværdighed i Kamakura er den store siddende Buddha i den sydlige del af byen. Statuen er med sine 13,35 meters højde og en vægt på over 90 tons Japans andenstørste siddende Buddha. Derudover er der i Kamakura både flot natur og mange forskellige templer at besøge, hvis du skal forbi Buddhastatuen. Her skal der i vores øjne specielt ligges mærke til templet Hokoku-ji. Templet er i daglig tale kendt som bambustemplet grundet de mange bambustræer omkring templet. 

Hvordan kommer man til Kamakura?

Turen til Kamakura tager omkring 1 time fra Tokyo og koster ca. 1000 ¥ hver vej. Der er direkte forbindelse med Yokosuka-linjen.

 

Hakone - Dagsudflugt fra tokyo

5. Hakone

Endnu en naturskøn dagstur fra Tokyo, Hakone ligger ligesom Nikko blandt bjerge og i et naturskønt område. Byen ligger mellem Tokyo og Nagoya og er tæt på Fujiyama, der er Japans højeste bjerg. Hakone er kendt for meget vulkansk aktivitet og varme kilder. Derfor er stedet et turistmål for folk, der gerne vil opleve naturlige onsens. Onsens er japanske termiske bade og er en meget udbredt aktivitet i Japan. Området har masser af traditionelle japanske kroer kaldet ryokans, hvor der normalvis også vil være et tilstødende onsenområde til de enkelte ryokans. Her kan du bade i vand fra undergrunden med smuk udsigt til Fujiyama. Ved bunden af Hakone-bjerget og ud til Ashinoko-søen finder du Hakone Shrine, der har en meget karakteristisk Torii-port. Mangler du en opdatering med billeder til din Instagram er udsigten fra søen et godt bud.

Hvordan kommer man til Hakone?

Med Odakyu Railway tager det lidt over en time fra Tokyo og koster omkring 2500 ¥ hver vej. Det er også muligt at tage almindelige toge, men transporttiden er betydeligt længere. 

Inspiration til din rejse

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret på spændende rejsetips, events og meget andet

Brug for hjælp?

Vores hold sidder altid klar til at hjælpe med de spørgsmål, som du kunne ske at have i forhold til din rejse. Send os en besked nedenfor og så vender vi tilbage hurtigst muligt!