Japan har en magisk måde at blande historie, tradition og spiritualitet på, og landets mange templer er et glimrende sted at opleve dette unikke særpræg for landet. Hvis du er interesseret i at udforske Japans åndelige side, eller bare gerne vil opleve nogle fantastiske templer, er stederne på følgende liste et absolut must-see! Det kan perfekt anvendes til at planlægge efter at se nogle forskellige udtryk for templer, hvis du skal på en rejse til Japan. Her får du min guide til 13 af de bedste templer i Japan.
Hvad er forskellen på et tempel og en helligdom i Japan?
Inden vi starter er det væsentligt lige at afdække, hvad forskellen er på et tempel og en helligdom. Det kan for det blotte øje godt være svært at spotte forskellen.
I Japan er der dog i traditionel forstand en forskel mellem templer og helligdomme, da de repræsenterer to forskellige religiøse traditioner. I hverdagspraksis bruger japanerne selv både helligdomme og templer på meget omskiftelig manér. Det vil sig at man som almindelig japaner godt kan bede ved begge typer af templer og dermed generelt ikke har et stærkt tilhørsforhold sepcifikt til én af de to trosretninger.
Templer i japan
Templer er knyttet til buddhismen, som kom til Japan fra Kina via Korea i det 6. århundrede. Her tilbeder man Buddha og buddhistiske guddomme, og templer fungerer ofte som steder for meditation, bøn og ceremonier som mindehøjtideligheder for afdøde. Templet har ofte en pagode, røgelseskar og statuer af Buddha. Derudover ser man ofte en monumental port ved indgangen til templet (Ikke at forveksle med en torii-port, der har et mere spinkelt udtryk).
Helligdomme i Japan
Helligdomme, derimod, er en del af den shintoistiske tro, som er Japans oprindelige religion. Helligdomme er dedikeret til kami, som er ånder eller naturguder. Helligdommene er genkendelige på deres ikoniske røde torii-porte, der markerer indgangen til det hellige område. Her kommer folk for at bede om lykke, beskyttelse og held, og ritualer som rensning med vand og klokkeringning er almindelige.
1. Senso-ji i Tokyo
Lad os starte med en klassiker – Senso-ji-templet i bydelen Asakusa. Senso-ji er Tokyos ældste tempel og et af de mest populære steder at opleve et shintoistisk tempel. Indgangen til templet er gratis.
Her går man ind gennem den ikoniske Kaminarimon-port med den kæmpestore, røde lanterne, og indenfor finder du den hyggelige shoppinggade, Nakamise Street. Her kan du få fingrene i alt fra japanske snacks til traditionelle souvenirs – en perfekt måde at kombinere sightseeing og shopping!
For enden af Nakamise finder du det imponerende, knaldrøde Senso-Ji-tempel. Templet er dedikeret til Kannon, barmhjertighedens gudinde, og det er svært ikke at mærke den specielle stemning, når man træder ind gennem portene til det sprudlende tempelområde med traditionel japansk arkitektur af øverste skuffe.
💡Tip: Gør dig selv en tjeneste og undgå helligdage og weekender, hvis det er muligt. Japanerne besøger også Senso-ji, når de har fri, så der kan være tryk på med både turister og japanere, der gerne vil besøge templet.
2. Maneki Neko-templet i Tokyo
Templet, der i folkemunde er kendt som “Maneki Neko temple”, er en fantastisk ekstraoplevelse, hvad angår templer. Templets rigtige navn er Gotoku-ji Tempel og er i sig selv ikke meget mere end et mindre og charmerende buddhistisk bygningsværk.
Til gengæld bliver templet særligt på grund af de små Maneki Neko-figurer (“Lykkekatte”), der er placeret i tusindvis omkring templet. Ifølge legenden blev en magtfuld fyrste fra edoperioden i Japan reddet fra en voldsom storm, da en kat førte ham til templet, hvor han kunne finde ly.
Derfor sætter folk fortsat de små figurer rundt omkring på tempelpladsen til ære for katte. Templet ligger lidt uden for Tokyo centrum, men hvis du vil prøve noget unikt – eller bare elsker katte – så er Gotoku-ji et besøg værd.
📍Adresse: 2 Chome-24-7 Gotokuji, Setagaya City, Tokyo 154-0021
3. Nihon-ji i Chiba
Nihon-ji Temple, beliggende på den majestætiske Nokogiri-yama (Savtandsbjerget) i Chiba, er en ofte lidt overset perle.
Jeg synes det er en af de mest fascinerende buddhistiske templer i Japan. Grundlagt for over 1.300 år siden under Nara-perioden, er Nihon-ji et af de ældste templer i regionen og har været et vigtigt pilgrimssted gennem århundreder.
Templet er især kendt for sin enorme Buddha-statue, der måler hele 31 meter i højden. Statuen blev hugget direkte ind i klippen og skildrer en rolig og majestætisk figur, der skuer ud over landskabet.
Nihon-ji er også kendt for de mange mindre buddhistiske statuer, kendt som Arhat-statuer, der findes spredt rundt om bjergets skråninger. Der er oprindeligt blevet udhugget 1.553 Arhat-statuer, som repræsenterer Buddhas disciple.
Selvom mange af disse statuer er blevet beskadiget gennem tidens løb, kan besøgende stadig finde hundreder af dem på stierne. Derudover er der et helt enestående udkigspunkt på toppen af bjerget.
4. Kinkaku-ji (Den Gyldne Pavillon) i Kyoto
Kyoto er generelt kendt for at være en kultur- og traditionsrig by spækket med templer. , Kinkaku-ji (som direkte oversat betyder gyldent pavillontempel) er en af de mest ikoniske templer i området.
Pavillonen, der er dækket af bladguld, reflekteres smukt i den omkringliggende sø med velfriserede, japanske cyprestræer i landskabet omkring templet.
Kinkaku-ji var oprindeligt bygget som en overdådig villa for den lokale shogun (General/hersker), men fik senere ny anvendelse som et zen-buddhistisk tempel og er nu en af de største turistattraktioner i Kyoto.
💡Tip: Templet ligger ikke i umiddelbar nærhed til en togstation. Derfor er det en god idé enten at sætte sig ind i busplaner og købe billet til en afgang eller tage en taxi ud til tempelområdet.
5. Fushimi Inari helligdom i Kyoto
Fushimi Inari Taisha er kendt for sine tusindvis af røde torii-porte, der strækker sig som en tunnel op ad Inari-bjerget. Helligdommen er dedikeret til Inari, risguden og beskytteren af velstand, og mange japanere kommer her for at bede om held og lykke.
Gåturen op gennem de mange porte er en utroligt smuk og næsten magisk oplevelse – især hvis du starter tidligt om morgenen, hvor der er færre mennesker og solen kaster et gyldent lys over bjerget. Torii-porte er et shintoistisk bygningsværk, der skal markere overgangen fra det verdslige til det hellige.
Gåturen til toppen er derfor i sig selv oplevelsen – og uden tvivl turen værd. Man kan også sagtens gå til halvvejen og vende om – dog er der oftest færre besøgende jo længere mod toppen du kommer, så man lidt nemmere kan få taget nogle billeder uden en turistgruppe i baggrunden.
📍Adresse: 68 Fukakusa Yabunouchicho, Fushimi Ward, Kyoto, 612-0882
6. Shitenno-ji i Osaka
Shitenno-ji Temple i Osaka er et af Japans ældste og mest historisk betydningsfulde buddhistiske templer. Grundlagt i år 593 af prins Shotoku, som var en vigtig figur i spredningen af buddhismen i Japan, er Shitenno-ji kendt som det første buddhistiske tempel bygget af staten. Selvom templet gennem århundreder har gennemgået mange renoveringer på grund af brande og krige, er dets oprindelige layout og arkitektoniske stil bevaret, hvilket giver besøgende et unikt indblik i tidlig japansk buddhistisk arkitektur.
Jeg synes selv, at en af de fedeste oplevelser ved Shitenno-ji er at deltage i morgenbønnerne, hvor munke og besøgende sammen beder og resiterer sutraer. Tempelområdet er også hjemsted for flere smukke haver, kendt som Gokuraku-jodo haven, inspireret af de buddhistiske beskrivelser af det vestlige paradis. Her kan man slentre rundt og nyde de smukke lotusblomster, koi-fyldte damme og fredfyldte omgivelser.
📍Adresse: 1 Chome-11-18 Shitennoji, Tennoji Ward, Osaka, 543-0051
7. Todai-ji i Nara
Todai-ji-templet i Nara er en monumental og overdådig træbygning, hvor hele tempelområdet er optaget på UNESCOS Verdensarvsliste. Udover det flotte ydre i pæne omgivelser er templet hjemsted for en af verdens største Buddha-statuer: Den imponerende Todai-ji Daibutsu. Statuen rækker næsten 15 meter op i luften inde i det enorme tempelrum.
Templet ligger i en skovklædt park, hvor du også finder de berømte sika-hjorte over det meste af området omkring templet og i andre parker i Nara. Her går de frit omkring og er vant til at få en ordentlig portion opmærksomhed fra turister.
De kan godt være lidt pågående (men ikke aggressive), hvis de tror du har mad. Hvis du rejser med mindre børn, kan det være en idé at skærme af eller holde dem i hånden i nærheden af hjortene.
📍Adresse: 406-1 Zoshicho, Nara, 630-8587
💡Tip: Hvis du har mad i hånden, kan du få hjortene til at bukke for dig (Det lyder skørt, men jeg lover den er god nok). Hold maden over dit hoved og buk for hjorten. Den vil gøre bevægelsen efter og forvente en godbid for den flotte udførsel.
8. Miyajima helligdommen ved Hiroshima
Itsukushima Shrine, der er bedre kendt som Miyajima Shrine, er en af Japans mest ikoniske og mest fotograferede steder – og med god grund. Helligdommen ligger på øen Miyajima, tæt ved Hiroshima, og har siden det 6. århundrede været et vigtigt religiøst sted.
Det mest iøjnefaldende ved Itsukushima Shrine er dens berømte torii-port, der ser ud til at svæve på vandoverfladen, når tidevandet står højt. Den scenisk røde torii-port, der rækker 16 meter op i luften, er blevet et symbol på hele regionen og er kendt som en af de tre mest maleriske udsigter i Japan (Kaldes for Nihon Sankei, der betyder Japans tre udsigter). Når tidevandet trækker sig tilbage, kan du gå helt ud til porten og se den tæt på.
Templet er dedikeret til tre havgudinder, som menes at beskytte søfolk og bringe held og lykke. Itsukushima Shrine blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1996. Gåturen rundt på øen byder desuden på andre små templer, flotte ruter og ikke mindst en fantastisk natur.
❗️OBS: Det kræver en færgetur fra Hiroshima at komme til øen. Færgen koster kun omkring 400 yen for en tur/retur-billet og kan købes ved færgen Læs mere på færgeselskabets side her.
9. Hase-dera i Kamakura
Hase-dera ligger i Kamakura og er kendt for sin store statue af Kannon og sin smukke udsigt over havet. Det buddhistiske tempel har desuden en flot have og er en særligt populær destination om sommeren, når hortensiaerne blomstrer.
Om efteråret, når træerne begynder at falme, er haven dækket af røde og gule blade, hvilket skaber en virkelig hyggelig atmosfære. Kamakura er kun en kort tur fra Tokyo på en time/halvanden med tog og kan sagtens nås på en dagstur fra Tokyo.
Byen er i sig selv en charmerende og flot kystby, der ligger på en skråning ned til bugten og er derfor en varm anbefaling, hvis man har en dag i rejseprogrammet.
10. Zenko-ji i Nagano
Zenko-ji Temple i Nagano er et af Japans ældste og mest betydningsfulde buddhistiske templer, som tiltrækker millioner af besøgende og pilgrimme hvert år. Grundlagt i det 7. århundrede, har Zenko-ji en dyb historie, som strækker sig mere end 1.400 år tilbage.
Hovedbygningen, Hondo, er en af de største træstrukturer i Japan, og dens imponerende arkitektur og detaljerede udskæringer er et besøg værd i sig selv.
Derudover huser templet den (efter sigende) første buddhastatue, der nogensinde blev bragt til Japan. Selvom denne hellige statue aldrig vises offentligt, opbevares der en kopi, som vises hvert syvende år i en ceremoni kaldet Gokaicho, der trækker enorme folkemængder til templet.
Zenko-ji er bygget i en periode, hvor der ikke fandtes forgreninger inden for buddhismen i Japan endnu. På grund af den uafhængige tilgang til buddhismen er templet sidenhen blevet kendt for sin åbne indstilling til alle religioner og trosretninger – templet har en historie med at byde alle velkomne, uanset deres baggrund eller overbevisninger.
📍Adresse: Motoyoshicho, Nagano 380-0851
11. Nanzo-in i Fukuoka
Nanzo-in Temple, beliggende i den lille by Sasaguri nær Fukuoka, er måske ikke lige så kendt som nogle af Japans mest berømte templer, men det er uden tvivl et besøg værd.
Nanzo-in er særligt kendt for dets kæmpestore statue af den liggende Buddha, også kendt som “Nehanzo”. Statuen, der er placeret i en mere “afslappet” stilling end Buddha-statuen i Kamakura, strækker sig over 41 meter i længden og vejer omkring 300 tons. Den er bredt anerkendt som den største bronzestatue i verden.
Den liggende Buddha, der skildrer Buddha i hans sidste øjeblikke inden han går ind i Nirvana, er et symbol på fred og forløsning. Besøgende kan gå helt tæt på statuen og se de indgraverede detaljer, herunder mange små Buddha-figurer, der er støbt ind i statuen. Lokale besøgende kommer ofte for at røre ved de små metalringe, der er fastgjort til Buddhaens fødder, da det siges at bringe lykke og sundhed.
12. Mt. Haguro i Yamagata
Mt. Haguro og Dewa Sanzan Shrine er en del af de hellige Dewa Sanzan-bjerge i Yamagata-præfekturet, som består af tre bjerge: Haguro, Gassan og Yudono. Disse bjerge repræsenterer henholdsvis fortiden, nutiden og fremtiden og er et vigtigt pilgrimssted for tilhængere af Shugendo, en spirituel tradition, der kombinerer buddhisme, shintoisme og lokale bjergdyrkelsestraditioner.
Mt. Haguro er den mest tilgængelige af de tre bjerge og byder på en utrolig smuk vandretur gennem en gammel cedertræsskov. Her finder man den ikoniske fem-etagers pagode, Goju-no-to, som er over 600 år gammel og en af Japans ældste. På toppen af Mt. Haguro ligger Dewa Shrine, dedikeret til alle tre bjerge.
Templet er omgivet af en flot og fredfyldt atmosfære, så hvis man er til gode vandreture med flotte omgivelser skal turen til Mt. Haguro helt sikkert på listen.
📍Adresse: Haguroyama Haguromachi Touge, Tsuruoka, Yamagata 997-0211
13. Entsu-in i Miyagi
Entsuin Temple i Miyagi-præfekturet er et af de mest charmerende og interessante templer i Tohoku-regionen. Grundlagt i 1647, blev Entsuin opført som et mausoleum for Date Mitsumune, den unge søn af Date Masamune, en af regionens mest magtfulde daimyoer. Templet ligger i nærheden af den berømte Matsushima-bugt, kendt som en af Japans tre mest naturskønne udsigter (Nihon Sankei), og er omgivet af smukke haver, der gør det til en fredfyldt oase for besøgende.
En af de største attraktioner ved Entsuin er dens betagende Zen-haver og det såkaldte Moss Garden. Disse haver er omhyggeligt designet og skifter udtryk i løbet af året, med kirsebærblomster om foråret og røde, gyldne farver om efteråret.
📍Adresse: Chonai-67 Matsushima, Miyagi District, Miyagi 981-0213
FAQ om templer i Japan
Hvis det er for det sceniske udtryk, så afhænger det meget af sæsonen De fleste templer er placeret i grønne områder, hvor træernes farveskift over efteråret altid tilføjer meget til stemningen. Derudover har mange templer også kirsebærblomstertræer, som springer ud omkring starten af april.
En generel anbefaling vil være at undgå helligdage og weekender såvidt muligt. De populære templer er ofte overrendt af mennesker når, alle andre har fri.
Langt de fleste templer er gratis at komme ind og se. Der er undtagelser for de templer, der er blevet store turistattraktioner. Eksempelvis Maneki Neko-templet i Tokyo og Todaiji i Nara koster entré.
Det er grundlæggende god stil at være nogenlunde afdækket, men der er som sådan ikke nogle officielle regler i de fleste templer – pånær hvis du skal indenfor i et tempel. Her skal du tage skoene af ved indgangen.
Den japanske 5-yen mønt er kendt som en lykkemønt. På japansk hedder 5 yen Go-en, hvilket er samme lyd som ordet for skæbne og bliver derfor brugt som donation til templet for godt held.