Drømmer du om at opleve Japans fascinerende blanding af gamle traditioner og imponerende skyskrabere? Uanset om du er førstegangsrejsende eller erfaren globetrotter, kan en tur til Japan føles overvældende at skulle planlægge.
I denne rejseguide vil vi gennemgå alt, du skal vide før din tur, så du kan få det bedste ud af dit besøg i Japan. Fra transport og kultur til mad og lokale skikke – alt for at sikre, at din rejse bliver både spændende og problemfri.
Forberedelser før rejsen
Pas og flybillet
Når du planlægger din rejse til Japan, er pas og flybilletter de første ting, du skal have styr på. Dit pas skal være som minimum gyldigt i seks måneder efter din indrejse, så sørg for at tjekke op på dit pas og dens udløbsdato i god tid, så du har tid til at fornye det, hvis der skulle være behov for dét.
Du kan læse mere om pasgyldighed og rejse i udlandet med dansk pas hos Udenrigsministeriet.
Når det kommer til flybilletter, kan prisen variere afhængigt af sæsonen. Flybilletter er ofte billigst, hvis de købes 3-6 måneder i forvejen, men også hvis du bestiller din afgang udenfor højsæsonen, som er i foråret, under kirsebærblomstringssæsonen.
Du kan typisk forvente at skulle betale mellem 4.000-9.000 danske kroner for en returbillet til Japan, afhængig af tidspunkt, flyselskab og antal mellemlandinger.
Læs mere om hvad flybilletter og andre udgifter på din rejse kan koste i vores blogindlæg: Rejsebudget til Japan.
Vaccinationer
Når du rejser til Japan kræves der ingen obligatoriske vacciner for indrejse, men det kan være en god idé at sikre at dine standardvacciner som stivkrampe og hepatitis B er opdateret. Hvis du planlægger et længere ophold i landdistrikter, kan en vaccination mod japansk hjernehindebetændelse også overvejes.
Hos Danske Lægers Vaccinations Service kan du læse mere om de forskellige vaccinationer og booke tid til at blive vaccineret hos klinikker over hele Danmark. Når du rejser gennem os, kan du også få 10% på alle vacciner inden du skal afsted. DLVS anbefaler at du får styr på dine vacciner mindst 4-6 uger før afrejse, så du er godt dækket ind og kan rejse uden bekymringer.
Rejsetid | Alle rejsende | 1 – 4 | 1 – 6 måneder | 6 måneder | Vaccination før afrejse | Antal doser |
Stivkrampe | Anbefalet | Anbefalet | Anbefalet | Anbefalet | 1 uge | 1 |
Hebatitis B | Kan overvejes | Anbefalet | Anbefalet | 6 uger | 3 | |
Japansk hjerne- | Kan overvejes | Kan overvejes | Anbefalet | 6 uger | 2 – 3 | |
Dengue feber | Kan overvejes | Kan overvejes | 4 uger | 2 |
❗Bemærk: Er du medlem af Danmark, kan du få vaccinerne til stærkt nedsat pris.
Visum
For danske statsborgere er det heldigvis nemt at rejse til Japan, da du kan opholde dig i landet visumfrit i op til 90 dage som turist. Det betyder, at du blot skal have et gyldigt pas, når du ankommer.
Hvis du planlægger at blive længere end 90 dage eller rejser til Japan af andre årsager, såsom arbejde eller studie, skal du ansøge om et visum beregnet til disse formål. Ansøgningsprocessen varierer, og det er en god idé at kontakte den japanske ambassade i god tid før din afrejse.
Vi anbefaler oftest vores rejsende at få styr på deres working holiday visum senest en måned før afrejse for at undgå unødige forsinkelser.
Du kan læse mere om de forskellige typer visa til Japan her hos Den Japanske Ambassade.
Klima og årstid
Japans klima varierer markant afhængigt af årstiden og regionen, du rejser til, så det er vigtigt at planlægge din rejse efter, hvad du ønsker at opleve.
- Foråret er kendt for de berømte kirsebærblomster og behagelige temperaturer.
- Efteråret byder på spektakulære efterårsfarver og et mildt vejr.
- Sommeren kan være meget varm og fugtig, men spækket med festivaler over hele landet.
- Vinteren kan byde på sne i de nordlige regioner med gode skimuligheder, mens den sydlige del stadig kan være lun og mild i temperaturen.
Inden afrejse bør du tjekke de aktuelle vejrforhold og pakke passende tøj. Du kan også læse mere om Japans vind og vejr forholde i vores blogindlæg: Vejret i Japan – En guide til årstider og klima.
Pakkeliste
At pakke til en rejse til Japan kræver lidt forberedelse, da landets skiftende klima og kultur kan stille særlige krav til din bagage. Men noget der kan være vigtigt, uanset vind og vejr er behagelige sko, da du vil gå meget, især i byer som Tokyo og Kyoto.
En anden vigtig ting, du også skal huske er en adapter til dit elektronik, da man i Japan bruger type A og B stik.
I denne pakkeliste kan du få et bedre overblik over hvad du bør have styr på før afrejse.
Håndbagage | Kuffert |
Pas | Tøj (Inklusivt hjemmesko/slippers) |
Pung | Toilet sager + evt. medicin |
Powerbank | Gode sko til lange gåture |
Evt. visa og internationalt kørekort. | Evt. overtøj (afhængig af sæson) |
Underholdning | Adapter |
Transport i Japan
Tog og Japan Rail Pass
Hvis du planlægger at rejse meget med tog, kan Japan Rail Pass fremstå som den gode og nemme løsning – det er det bare desværre ikke længere. Japan Rail Pass giver dig ubegrænset adgang til JR-tog, inklusive Shinkansen – med undtagelse af de hurtigste Nozomi- og Mizuho-shinkansen toge, for et bestemt antal dage, men for at indhente værdien i antal togkørsler, skal man sidde enormt meget i tog.
Et 7-dages JR Pass koster 2.500 danske kroner, hvilket betyder at man eksempelvis skal køre med shinkansen frem og tilbage mellem Tokyo og Osaka to gange på samme uge for at komme tæt på at gå i nul med prisen for en uges JR Pass.
Vi anbefaler derfor generelt at man bruger enkeltbilletter og suica-/pasmokort til at komme rundt med tog.
Shinkansen
Shinkansen er Japans berømte lyntog, der forbinder de største byer som Tokyo, Kyoto og Osaka på rekordtid. Det er en hurtig og behagelig måde at rejse lange distancer på, men det kan være en god idé at reservere plads på forhånd, især i højsæsonen.
Prisen for en standard tur-billet med shinkansen fra Tokyo til Kyoto kan ligge typisk omkring 600 danske kroner.
Du kan bestille dit JR Pass og/eller blot bestille shinkansen billetter her på denne hjemmeside før din afrejse.
Leje af bil
Hvis du vil udforske mere afsides områder af Japan, kan det være praktisk at leje en bil. Priserne for at leje en bil i japan varierer alt efter type og størrelse, men du kan forvente at betale omkring 400-600 danske kroner pr. dag eksklusiv forsikring og benzin.
Derudover er bedst at reservere bilen i god tid, især hvis du rejser til de mere populære destinationer, der ikke har et stort offentlige infrastruktur som Hokkaido eller Okinawa.
Husk, at du skal have et internationalt kørekort, og vær forberedt på venstrekørsel.
Du kan læse mere om at køre i bil i Japan hos Japan’s Automobil Fedaration. Her giver de en guide til, hvor du kan leje en bil, hvad de forskellige skilte og lys betyder, og de har artikler om, hvad du bør gøre under naturkatastrofer eller trafikulykker.
Taxa
Taxaer i Japan er kendt for at være rene og pålidelige, men det kan også være et dyrt alternativ i sammenligning med toge. Starttaksten for taxaer i Japan er typisk omkring 20-35 danske kroner, og turene kan hurtigt blive dyre over lange afstande.
Derfor vil jeg anbefale at bruge taxa til korte ture eller når offentlig transport ikke længere er tilgængelig.
💡Tip: Mange chauffører taler ikke engelsk, så det kan være en fordel at have adressen skrevet på japansk i forvejen.
Overnatning i Japan
Ryokans
Det bliver næsten ikke mere traditionelt med en overnatning på de traditionelle hoteller, ryokan. På et ryokan sover du på futonmadrasser på gulvet, får serveret traditionelle måltider og mange ryokans har også deres eget onsen-bade.
Ryokans kan være lidt dyrere, med priser fra 900 DKK pr. nat og opefter, men det er en unik kulturel oplevelse, så det kan være pengene værd for en enkelt overnatning eller to.
Kapselhotel
Disse kompakte og moderne hoteller er en billig og praktisk løsning for dem, der vil rejse billigt eller som er på farten og ikke bliver i byen i mere end 1-2 overnatninger.
På kapselhoteller, som navnet giver udtryk for, sover du i en lille “kapsel” der kun lige rummer en seng, men du vil så også have adgang til de fælles faciliteter som hotellet tilbyder. Priserne for et kapselhotel i Japan kan ligge på omkring 100-300 danske kroner pr. nat.
Guesthouse og hostel
Hostels – eller som de kalder det i japan: guesthouse – er et populært valg for budgetrejsende og backpackere, som ønsker et billigt men socialt ophold. Her får du ofte enkle værelser og mulighed for at møde andre rejsende.
Prisen varierer, men ligger typisk mellem 150-450 danske kroner pr. Nat.
Tips til at respektere kulturen
Undgå at snakke i toget
I Japan er togene ofte fyldt med pendlere, og derfor forventes der en rolig og respektfuld atmosfære. At snakke højt eller tage telefonopkald betragtes som uhøfligt. Hold samtaler lave eller vent, til du er ude af toget, for at vise respekt for dine medpassagerer.
Husk at tage skoene af
I mange japanske hjem, templer og traditionelle restauranter er det en vigtig skik at tage skoene af ved indgangen. Sørg for at være opmærksom på skilte eller skohylder, og tag skoene af, når det er påkrævet.
Spisepinde
Når du bruger spisepinde, er der et par regler, du skal være opmærksom på: Stik dem aldrig lodret ned i ris, da det minder om en begravelsesskik. Overfør heller aldrig mad direkte fra dine spisepinde til en andens. Brug pindenes bagside, hvis du skal tage mad fra en fælles tallerken.
Køkultur
Japanere går meget op i orden og tålmodighed, især i køer. Hvad enten det er ved busstoppesteder, foran butikker eller på togstationerne, er det vigtigt at stå pænt i køen og vente på at det bliver din tur. At overholde køkulturen viser respekt for både andre mennesker og deres tid, det skaber mere orden og vil typisk få køen til at bevæge sig hurtigere fremad.
“Must see”-steder og skjulte perler
Japan er fyldt med ikoniske seværdigheder, som enhver rejsende bør opleve – fra det imponerende Mount Fuji til de livlige gader i Tokyo og de fredfyldte templer i Kyoto. Men ud over disse kendte højdepunkter gemmer Japan på skjulte perler, der ofte overses af turister.
Her vil vi anbefale dig både de klassiske must-see steder og nogle af landets bedst bevaret “hemmeligheder”.
Must see
Sensoji templet - Tokyo
Sensoji templet i Asakusa er Tokyos ældste og mest berømte buddhist tempel, og det er et absolut must-see for enhver besøgende. Med sin imponerende røde port, gigantiske lanterne og historiske atmosfære byder Sensoji på en fascinerende rejse tilbage i tiden.
Op til templet kan du gå gennem den livlige Nakamise-dori, en shoppinggade fyldt med traditionelle snacks og souvenirs.
Fushimi Inari Taisha - Kyoto
Fushimi Inari Taisha i Kyoto er et af Japans mest ikoniske steder og et absolut must-see for enhver rejsende. Den er berømt for sine tusindvis af røde torii-porte, der danner en magisk sti op ad Inari-bjerget.
Denne imponerende bebyggelse er dedikeret til Inari, gudinden for ris og velstand, og giver en unik, næsten meditativ oplevelse, mens man vandrer gennem de farverige porte omgivet af frodig natur. Fushimi Inari er både et spirituelt og visuelt højdepunkt, der ikke må misses på din rejse til Japan.
Hiroshima Peace Memorial - Hiroshima
Hiroshima Peace Memorial, også kendt som Atomic Bomb Dome, er et af Japans mest betydningsfulde historiske steder og et must-see for enhver rejsende, og historie enthusiast. Denne ikoniske ruin er det eneste stående vidnesbyrd fra den ødelæggende atombombe, der ramte Hiroshima i 1945.
I dag står den som et stærkt symbol på fred og minder os om vigtigheden af at arbejde for en verden uden krig. Et besøg ved Hiroshima Dome er både rørende og tankevækkende, og kan give en dybere forståelse af Japans historie.
Skjulte perler
Jindaiji templet - Tokyo
Jindaiji templet er Tokyo’s anden ældste buddhist tempel og på trods af at være anden ældst, så bliver det stadig en smule glemt i skyggen af Sensoji templet. Jindaiji er gemt lidt væk fra Tokyos travle centrum og er omgivet af frodig natur, rolige damme og traditionelle soba-restauranter.
Udover at se templet, er der meget mere at lave både indenfor og udenfor templet. Templet har daglige ritualer som man kan deltage i, rundt om templet er der traditionelle restauranter og butikker. I et af butikkerne, kan du endda male dine egen ønske dukke kaldet “daruma” som en personlig souvenir til dig eller en bekendt.
Miyama landsby - Kyoto
Miyama er omkring halvtreds kilometer nord for det centrale Kyoto og er en isoleret region, der er kendt for sine kayabuki, traditionelle japanske bondehuse med stråtag.
Med den friske bjergluft, rolige atmosfære og gammeldags stemning er Miyama et naturskønt område sammenlignet med storbyerne. For at få en autentisk oplevelse kan du også overnatte i et af Kayabuki-husene, der fungere som et ryokan.
Der er også mulighed for en rundtur i Miyama med en lokal, engelsktalende guide for at lære om den traditionelle landsbys historie og traditioner.
Miyama er bestemt et besøg værd, men jeg vil anbefale at sætt hele dagen af til det eller tage en overnatning i byen, da turen derud er noget mere kompliceret. Du kan læse mere om hvordan man kommer derud på Kyoto Miyama’s officielle side.
Sakurajima - Kagoshima
Sakurajima er en vulkanø i kagoshima, der befinder sig syd for japan og består af et af verdens mest aktive vulkaner. Sakurajima er en af Japans mest imponerende naturperler, som mange rejsende overser. Oftest fordi mange turister foretrækker at se den berømte vulkan Fuji, eller fordi de fleste rejsende, der tager sydpå, vælger at tage til Okinawa.
Med vulkanen, der tårner sig op over Kagoshima-bugten, så står bjerget konstant i røg, da vulkanen i gennemsnit går i små udbrud 3 gange om dagen, hvilket giver landskabet en dramatisk atmosfære. Besøgende kan vandre på sikre stier tæt ved vulkanen, nyde varme kilder med udsigt til den, eller tage på bådtur for at opleve det naturskønne område fra vandet.
Læs mere om Sakurajima og hvad vulkanøen har at byde på øens officielle tourist side.
Mad og drikke
Maden i Japan byder på noget for enhver smag. Fra sushi og ramen til lokale specialiteter som okonomiyaki og takoyaki, finder du både traditionelle og moderne retter overalt i landet. Hvad enten du besøger et gadekøkken, en lille izakaya (japansk pub) eller en Michelin-restaurant, vil du opleve mad i topkvalitet.
Tsukiji Fiskemarked
Tsukiji Markedet i Tokyo er berømt for at være verdens største fiskemarked og et paradis for madentusiaster. Selvom den store engrosafdeling er flyttet til Toyosu, kan du stadig besøge Tsukijis ydre marked, hvor små boder og restauranter serverer friskfanget fisk og skaldyr, sushi og japanske delikatesser. Her kan du forvente en livlig atmosfære med et væld af spændende smagsoplevelser, der giver dig et autentisk indblik i Japans rige madkultur.
Shibuya Yokocho
Shibuya Yokocho er et livligt område i hjertet af Tokyo, hvor du kan opleve autentisk japansk madkultur og natteliv. Det er en samling af små, charmerende izakaya-barer og spisesteder, der ligger tæt sammen i en indendørs, smal gade.
Her kan du smage dig fra den mest nordlige del af Japan helt ned til den sydelige del af japan jo dybere ned af gaden du går. Med sine neonbelyste gade, overdækket for vind og vejr og lokale gæster, er Shibuya Yokocho det perfekte sted at dykke ned i det pulserende natteliv og smage på det bedste af japansk street food.
Praktiske tips
Bestilling af billetter til begivenheder
Når du planlægger at besøge populære begivenheder, pop-op caféer, museer eller forlystelsesparker i Japan, er det en god idé at bestille billetter på forhånd.
Mange af disse steder, især populære attraktioner som Tokyo Disneyland, sumo-brydning og store kulturelle festivaler, kan hurtigt blive udsolgt, især i højsæsonen. Ved at booke online sikrer du dig at kunne komme afsted uden at skulle stå i kø i flere timer, usikker på om der er flere tilbage.
💡Tip: Få Google Translate til at skrive dit navn på Japansk og gem det på din telefon så du altid kan copy-paste eller blot have det klart, hvis skal du skrive det i hånden.
Vær også opmærksom på at du oftest ikke kan få refundering på din billet til populærer begivenheder eller museer, som for eksempel billetter til baseball turneringer, Ghibli-museet og meget andet. Derfor skal du være helt sikker på at du kan tage til begivenheden/reservationen før du bestiller.
SIM-datakort
Et SIM-datakort er en praktisk løsning for at få internet forbindelse på din rejse i japan. Her har du nem adgang til at bruge mobildata til navigation, sociale medier og kommunikation under din rejse.
Prisen varierer afhængigt af udbyder og datamængde, men du kan forvente at betale omkring 95-250 danske kroner for et kort, der dækker mellem 7-30 dage. SIM-kortene kan købes i lufthavne, elektroniske butikker eller online.
Hvis din telefon kan tage eSIM-kort kan du endnu nemmere komme på med få klik gennem app eller browser. Vi anbefaler Nomad til at købe eSIM til din rejse i Japan.
Lær lidt japanske fraser
Selvom mange japanere taler engelsk i turistområder, kan det være en stor fordel at lære nogle simple japanske fraser inden din rejse. Det viser respekt for den lokale kultur og du hurtigt opleve, at selv små forsøg på japansk ofte mødes med smil og taknemmelighed.
Dansk | Udtale | Japansk |
Mange tak | A-ri-ga-too go-zai-mas | ありがとうございます |
Beklager | sy-mi-ma-zen | すみません |
Det var det hele | I-djoo dæs | いじょうです |
Nej tak / det går | Dai-djoo-bu dæs | だいじょうぶです |
Toilet | Toi-ree | トイレ |
Det her | Ko-ræ | これ |
Be’om | O-ne-gai shi-mas | おねがいします |
Spiser inde | Ten-nai dæ | てんないで |
Take-away | mochi-ka-i-ri | もちかえり |
Virker ikke | dæ-ki-nai | できない |
Japanske tal
Det japanske talsystem bygger på en kombination af grundtal og tiere. Dette gør det nemt, da du blot skal huske tallene fra 1 til 10, når du vil tælle op til 99.
Nedenunder kan du se, hvordan de forskellige tal ser ud, og hvordan de skal udtales.
Jeg vil anbefale dig at kunne huske, hvordan tallene også ser ud, i tilfælde af at du ender i en restaurant hvor der ikke kommer så mange turister, og menuen er traditionel.
For at sige runde tal som 20, 30 og så videre, siger du blot tallet, der står forrest, efterfulgt af “juu” (10). For eksempel er 20 “ni-juu” (2×10), og 30 er “san-juu” (3×10).
Skal du sige mindre runde tal, siger du din tier først og så tallet, der står bagerst. For eksempel er 13 “juu-san” (10+3), og 27 er “ni-juu-nana” (2×10+7). Dette mønster fortsætter så op til 99.
Tal | 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 |
Japansk | 一 | 二 | 三 | 四 | 五 | 六 | 七 | 八 | 九 | 十 |
Udtale | i-chi | ni | san | yon | go | ro-ku | na-na | ha-chi | kyuu | juu |
💡Tip: Er du stadig i tvivl om hvordan du skal udtale de forskellige ting, så copy-paste det japanske i paragraffen ind på Google Translate og få Google Translate til at læse det højt for dig.
FAQ om en rejse til Japan
Med et dansk pas kan du rejse til Japan uden at skulle søge om et visum og opholde dig i landet i maks. 90 dage. Skal du på working holiday kræver det at man ansøger om et visa på den japanske ambassade inden afrejse.
Danske Lægers Vaccinationsservice anbefaler, at man som minimum bør have sin stivkrampevaccine opdateret. Derudover kan det give mening at blive vaccineret mod hepatitis B og japansk hjernebetændelse.
Læs mere her.
Du kan nemt komme rundt i Japan med tog og bus. Her kan du få et rejsekort, der gælder til næsten alle tog og busser i landet. Derudover er indenrigsflyvninger ofte billige. Shinkansen kan også være et fint alternativ til at flyve i nogenlunde samme prisklasse afhængigt af tidspunktet.
Alle årstider har deres egen charme af forskellige årsager, men efteråret er ofte det bedste tidspunkt at rejse i Japan. Vejret er mildt og der er væsentligt færre turister end højsæsonerne. Derudover skifter bladene farve, så parker og skove får et flot og farverigt udtryk.
De tre mest gængse byer at besøge på et førstegangsbesøg til Japan er Tokyo, Osaka og Kyoto. Tre forskellige byer, der byder på meget og kan nås på relativt kort tid.
Af andre nævneværdige områder kan der nævnes Nara, Nikko, Sendai, Aomori, Sapporo og Fukuoka eller et smut til Okinawa-øerne.